Distribuering af elevproduktion

Distribution, aktiviteter, som medgår til at bringe en vare fra produktionsstedet til den endelige forbruger
I den nye bekendtgørelse bliver der lagt vægt på, at elever skal arbejde bevidst med distribution, delingsværktøjer og medieplatforme i deres produktioner af elevfilm.

I den store filmindustri spiller distributionsvirksomhederne en meget stor rolle. Det er nemlig dem, der sørger for, at filmene kommer ud i biograferne, kommer ud på DVD og solgt til TV og streamingtjenester. Sagt på en anden måde er distributionsvirksomhederne nøglen til indtjening. Det økonomiske kredsløb er altså afhængige af, at filmen kommer ud på markedet, så forbrugeren får glæde af den og naturligvis betaler for den.

Af store distributionsvirksomheder skal her i skandinavien nævnes SF Studios (Svensk Filmindustri).
Selv skriver SF Studios:
"SF Studios er den førende distributør af film og TV-serier i de nordiske lande. Vi tilbyder rettighedshavere det mest komplette distributionsnetværk på det nordiske marked gennem veletablerede kontakter til biografer i fire lande samt TV og Home Entertainment platforme. Vores ekspertise består i at finde, markedsføre og distribuere populære kvalitets film- og TV-produktioner med stort potentiale for at få succes i de nordiske lande. Samtidig arbejder vi konstant på at udvide vores horisont, og vores styrke ligger i lokale produktioner, internationale film og underholdning for børn."
www.sfstudios.dk/distribution/

Som elev er det nok relativt svært at overbevise SF Studios om at sørge for distributionen af ens eksamensproduktion. Derfor er det op til en selv at overveje, hvilke muligheder der er for at få ens film ud og set. Her er det centralt at overveje hvilken medieplatfom og distributionskanal samt hvilket delingsværktøj, der skal anvendes. Samt hvordan man vil lancere og evt. gøre reklame for ens film.

Hvis man gør sit hjemmearbejde ordentligt i forhold til distribuering og lancering, har man overvejet følgende:
  • Hvad er filmens budskab?
  • Hvem er målgruppen?
  • Hvordan vil I nå målgruppen?
  • Hvilke medieplatforme skal filmen vises på?
Med andre ord er det nødvendigt, at man i sin præproduktion har gjort sig disse overvejelser, da de har en direkte betydning for filmens indhold og kommende distribution. Er ens målgruppe f.eks. unge mellem 14 og 18, bør man måske ikke brænde DVD'er og prøve at sælge dem.

Det er oplagt at anvende online distributionskanaler, når I vil distribuere jeres film. Disse har ofte indlejret et delingsværktøj. De mest anvendte er Youtube, Facebook, Vimeo og Instagram. Fælles for disse tjenester er, at det er gratis at uploade og dele sin film.
En vigtig pointe er dog, at vi skal passe på ikke at opfatte os selv som forbrugere af disse delingstjenester, men i lige så høj grad som produkter. Da det er os, selskaberne tjener deres penge på, i form af reklameindtægter og salg af data om os, såsom vores forbrugsvaner, personlige oplysninger som seksualitet, parforhold, religiøse og politiske overbevisninger m.m.

Hvis man anvender en af ovenstående distributionskanaler, er en central problemstilling ophavsret. Altså hvem har rettighederne til den film, der er produceret. Som udgangspunkt er det jo jer elever, der har rettighederne og selv bestemmer, hvor og hvordan jeres film kan ses. Men I skal være meget opmærksomme på jeres anvendelse af musik i jeres produktion. Anvender I musik i jeres produktion, som ikke har rettighederne til og deler jeres film via f.eks. Youtube eller Facebook, ja så overtræder I faktisk ophavsretten. Hvilket betyder at jeres valg af distributionsform er ulovlig. 
Læs mere om ophavsret her, her finder du også links til onlinetjenster, der udbyder gratis musik til din film.  

I eksamenssammenhæng synes jeg, det er vigtigt, at I selv tager denne problemstilling op, når I mundligt fremlægger jeres produktion. I min optik kan I godt anvende musik i jeres produktion, som ligger under for ophavsretten. Men så er I nødt til at diskutere problemstillingerne og selv komme på banen med hvilken konsekvens det har for distribueringen af jeres film.

SF Studios skriver, at deres ekspertise blandt andet er at markedsføre film. Markedsføring er en vigtig pointe i forhold til jeres egen distribuering. For hvis I skal have et publikum, skal der gøres reklame for jeres film. Det er også i markedsføring af jeres film, at I vil kunne vise, at I kan jonglere med begrebet tværmedialitet. Tværmedialitet betyder, at jeres film distribueres i flere medier.
Læs mere om tværmedialitet her.

Dvs. at I skal overveje, om jeres film skal have en plakat, en trailer, en facebookside, en hjemmeside eller måske en Instagramprofil.
Sidste år havde en elevgruppe lavet mockumentaryen "Værnet" om 4 unge mænd, der søger optagelse i hjemmeværnet. Som led i deres distribuering og markedsføring af filmen lavede de en Instagramprofil. 

Centralt er det, at vi i mediefag ikke længere laver film til undervisningen og eksamen. Men skal tænke elevfilm ind i en større og lidt mere kompleks kontekst. Du som elev skal ikke kun skabe film, der vurderes på baggrund af æstetik, fremdrift og filmiske virkemidler, men også på om du kan sælge varen. Kan din film komme ud over kanten, kan den få et publikum ud over din lærer og dine klassekammerater? 

Kommentarer