Mockumentary

Dette blogindlæg skal ses som et visuelt supplement til artiklen Mockumentary - Løgnen, der leger virkelighed af Morten Scholz fra filmtidsskriftet 16:9

Artiklen tager udgangspunkt i en genre definition, en genealogi (en undersøgelse af dens historie) og en kategorisering med udgangspunkt i bogen "Faking it - Mock-documentary and the subversion of factuality" .
Her møder vi "Parodien", "Den politiske kritik" og "Dekonstruktion af dokumentarfilmen".

Ordet "Mockumentary" består af en sammensætning af "mock" (der betyde at gøre grin med eller at efterligne) og "documentary". Der er tale om en genre, der anvender dokumentarens træk, filmiske virkemidler, fortællerstil og indhold, ind i et fiktivt univers. Altså de autenticitetsmarkører man kan læse om i bogen "DOX" (Granild & Wolfhagen 2016 s.21)

Trådene til dokumentarens verden er tydelige og en del af fundamentet for forståelsen af genre og værker. Mockumentary udspringer således af dokumentargenren og tvinger typisk seeren til at forholde sig til, om det man ser er virkeligt eller ej. En af de store kvaliteter ved mockumentary er netop, at den udfordrer vores syn på dokumentarens fremstilling af virkeligheden.

Det forhold, at en dokumentar kan være iscenesat, er et tilbagevendende problem og ses allerede i Robert J. Flahertys "Nanook of the North" fra 1922, som af mange anses for at være den første dokumentar. Centralt er her, at Flaherty iscenesætter og konstruerer sin dokumentar, så virkeligheden blandt andet afspejler de fordomme vesten har i deres syn på eskimoerne. Altså ikke den egentlige virkelighed.

I 1938 producerer Orsen Wells et radiospil, "Klodernes Kamp" (War of the Worlds), der som en del af sin opbygning har indarbejdet iscenesatte live reportager fra rundt om i USA, der alle beskrev en hårrejsende og drabelig invasion fra Mars. Det anslås, at op imod en million amerikanere troede, at der faktisk var en invasion i gang og det fiktive radioprogram afstedkom meget panik og efterfølgende kritik.

3:32min inde i udsendelsen afbrydes en radiokoncert og der stilles om til en professor der har observeret mystiske eksplosioner på Mars. Radiospillet leger altså med nyheds elementer der kan sidestilles med autenticitetsmarkører. I bedste Breaking News stil afbrydes radiokoncerten igen og igen for at afdække den igangværende invasion fra Mars.

Den amerikanske tv-kanal PBS har lavet en dokumentar "War of the Worlds panic : Documentary on the hysteria of the War of the Worlds broadcast" hvor omfanget og konsekvenserne af radiospillet afdækkes. Det er værd at bemærke at PBS har valgt at rekonstruerer gamle udtalelser og interviews, og der ved bidrager dokumentaren faktisk til selv samme diskussion vedr. iscenesættelse og det at konstruerer virkeligheden.

Op gennem 60'erne og 70'erne ser vi Monty Python's "Flying Circus" rulle over tv-skærmene. Denne gruppe af gale briter tager på ny fat på dét at efterligne virkeligheden i et fiktivt univers. Vi ser dem flere gange gøre grin med eller parodiere måden, hvorpå BBC lavede dokumentarer og nyhedsindslag.

I USA ser vi i 1980'erne politiserien "Hill Street Blues" gøre brug af autenticitetsmarkører som det observerende håndholdte kamera, grafik og leg med POV. Serien må ikke ses som en mockumentary, men mere som et hint om, at fiktion og fakta er ved at smelte sammen.

I 1985 bliver verden præsenteret for det imaginære rock band "Spinal Tap" i mockumentary filmen "This is Spinal Tap". Filmen er en parodi på samtidens portrætdokumentar, der fremstiller musikere som guder.

Her hjemme kan vi også være med. Her er det "Drengene fra Angora" der leger med parodien i "Team Easy On".

Med afsæt i den britiske humor og en parodi på britisk tv finder vi af nyere mockumentary "The Office". Serien var i høj grad med til at igangsætte et boom af komiske og parodierende mockumentarys.

Nedbrydning af den 4.væg og det allestedsnærværende observerende håndholdte kamera, der til tider kan forekomme som skjult kamera, er tydelige autenticitetsmarkører.

Ud over den parodierende mockumentary møder vi i "Bob Roberts" fra 1992 en politisk kritik.

Tim Robbins spiller en republikansk senatorkandidat og tager godt og grundigt pis på det politiske miljø i USA.

Igen har vi her hjemme en dansk film, der kan kategoriseres som politisk kritisk. Nemlig Morten Hartz Kaplers AFR. En mockumentary der virkelig via dens brug af faktiske klip fra nyhedsudsendelser, udfordrer og provokerer.

Også Mads Brüggers "Det Røde Kapel" kan tilskrives som politisk kritisk. Omend at handlingen i dette tilfælde udspiller sig i den virkelige verden, men karaktererne er stadig fiktive. Noget Mads Brügger også har benyttet sig af i andre film f.eks. Ambassadøren. Film som disse er måske mere dokumentar end mockumentary, men fælles er, at de opstår i samspil med den iscenesatte virkelighed.

Mockumentary som genre har, som også tidligere nævnt, en evne til at sætte spørgsmål ved dokumentarens krav på sandheden. I artiklen "Mockumentary - Løgnen, der leger virkelighed" beskrives en kategori af mockumentary som "et meta opgør med selve dokumentarfilmens natur..."

Dekonstruktion af dokumentarfilmen er et ønske om, at starte en diskussion om retten til at påkalde sig fakta og ydermere et ønske om at skabe grobund for kritisk meningsdannelse i mødet med dokumentaren og den fremstillede virkelighed. Et formål der måske mere end nogensinde før er relevant i takt med det lidt komplekse begrebet "Fake News".

Som eksempel på dekonstruktionen af dokumentarfilm henvises til den belgiske "C'est arrivé prés de chez vous" på dansk "Mand bider hund" fra 1992.

"Mand bider hund" er en film der stiller spørgsmålstegn ved især dokumentarens selvbestaltede ret til at påkalde sig sandheden ved at fremstille verden uden at påvirke den. En diskussion der også kan spores tilbage til 1960'ernes Frankrig og begrebet Cinéma Vérité.

Selv synes jeg, at Peter Jacksons "Forgotten Silver" fra 1995, er et godt eksempel på en mockumentary, der skaber grobund for kritisk sans, eftersom hvis man hopper i og tror på Jacksons mockumentary, vil man forekomme naiv og godtroende. Altså et wakeup call til dem der tror, at dokumentaren kun kan fremstille den sande verden.