Art film og Art tv

På tidsskriftet 16:9's hjemmeside faldt jeg over Henrik Højers video-essay "It's not tv, it's art tv".
Et rigtig fint essay der beskriver en kunstnerisk udvikling inden for tv-seriegenren. En udvikling der bygger på forståelsen af begrebet "Art film"*. Forfattet af David Bordwell i hans artikel "The art cinema as a mode of film practice" fra 1979.

*(løseligt oversat til "kunst film", dog bliver den danske

oversættelse ofte forbundet med dokumentar om kunst.

Eller film som skal ses som et poetisk/kunstnerrisk værk.)

Art film

Højer kommer med en definition af Bordwells begreb "art film" og centralt er det, at "art film" står i opposition til det klassiske Hollywood med dens dramaturgi og stil (æstetik). Hvor den ikke afstikkende og afvigende fortællerstil er i fokus og er snorlige. Med andre ord er gennemsigtighed med til at sikre plottets logiske fremskridning.

Denne typiske Hollywood fremstilling brydes og udfordres af "art film".

Bordwell påpeger ifølge Højer, at "art film" i langt mindre grad "tager publikum i hånden og tværtimod hylder det tvetydige", og opridser tre æstetiske strategier:

Objektiv realisme. Dét at se en virkelighedsfremstilling udefra.
Subjektiv realisme. Dét at komme ind i hovedet på nogen og se deres virkelighedsfremstilling.
Et brud på den uskrevne regel om den usynlige kamerastil. Et stilistisk valg der understreger kameraets tilstedeværelse.

Ovenstående tre æstetiske strategier betyder at "art film" i høj grad kræver en fortolker og stiller et fortolkningskrav til publikum. Højer påpeger i hans video-essay, at mange moderne tv-serier benytter sig af lignende krav for fortolkning, da der også her bliver benyttet de tre æstetiske strategier. Deraf udtrykket "art tv" som trækker på traditionen fra "art film".

Art tv

Højer bruger mange gode eksempler i hans video-essay, og det er nødvendig at se den for at visualisere hans begreber. Han nævner, som pioner inden for "art tv", politiserien Miami Vice der kørte over skærmen i midt 80'erne. Specifikt en elskovsscene der fremhæver et tydelig skift, hvor stemning (mood) bliver det vigtige og plottet kommer i anden række. Som eksempel har jeg fundet denne scene, hvor de to venner og politikolleger kører hævntørstige og følelsesmæssigt desorienteret ud i natten til toner af Phil Collin's "In the air tonight"

Twin Peaks

Men det er først ved kult tv-serien "Twin Peaks" fra 1990-91 af David Lynch, at "art tv" syntes at vise sig i en fuldendt form. Hvilket om noget skyldes instruktøren Lynch. Tv-serien Twin Peaks, er et blogindlæg i sig selv værd, og jeg vil kun sige, at det er en tv-serie, der virkelig inviterer til fortolkning og henvise dig til at søge på Andreas Halskov og hans dybe fascination af serien, der i øvrigt efter 25 års forsinkelse snart kommer med sæson 3. Netop Twin Peaks er blandt andet tv-serien, der ansporer Kristin Thompson i 2003 til at beskrive udviklingen inden for tv-serier under begrebet "art tv".

Nyere Art tv

Af nyere værker, nævnes der OZ og The Sopranos. Især tv-serien OZ som indledes med brydning af den 4.væg er et typisk træk ved "art tv" og henviser til kamerarets leg med synlighed.

Samme tendens, dog med et andet virkemiddel, nemlig kameraets fravær og dermed igen kamerarets leg med synlighed, eksemplificeres i video-essay'et med en indstilling fra The Sopranos. Et karakteristika ved de to serier er desuden, at de begge er produceret af HBO som på mange måde har været forgangskanal for "art tv".

Højer stiller skarpt på yderligere fire filmiske virkemidler, der tilsammen er med til at dyrke og etablere "art tv".

Montage med modhager. Her bruger Højer en montages fra den fremragende tv-serie Mr. Robot. som udfordrer dig som seer med sin subjektive realisme og den direkte henvendelse via en voiceover til os. Men også serien The Leftovers leger med en udfordrende montage, der virkelig stimulerer og inviterer til fortolkning. Her bliver helheden i parallelklippet løftet til noget større. Slowmotion, match cut, den asynkrone salmesang og den religiøse ikonografi skaber metaforer og grobund for fortolkning.
Kamera med karakter. I netflix-serien Daredevil træder kameraet langsomt men sikkert i karakter. "Tøvende og senere kynisk registrerende" bliver kameraets fravær tydeligt, hvorved tilstedeværelsen af det kommer i fokus hos seeren.
Lange indstillinger. I Transparent ses en lang indstilling, statisk og på stativ observere kameraet, hvordan en fotograf kæmper med at tage et fælles familiefoto. Den objektive realisme bliver tydelig her, men også fortolkningsmulighederne forstærkes.
Underlægningsmusik med overskud. Her bruger Højer et eksempel fra en af mine egne favoritter nemlig serien The Knick, en serie der desuden også bliver nævnt som et eksempel inden for FEMO modellen (Frame within a frame). Underlægningsmusik underbygger og smelter typisk sammen med den visuelle side. Men dette udfordres typisk i "art-tv". I eksemplet med The Knick hører vi en spændende og kontrastfyldt elektronisk lydside. Denne elektroniske instrumentale underlægningsmusik knyttet til et urbant miljø i starten af 1900tallet, løfter de visuelle scener op på et andet niveau. Igen må jeg anbefale at video-essay'et ses og høres.

Scenen her fra The Knick kombinerer både den kontrastfyldte elektroniske underlægningsmusik og objektiv realisme i den lange flydende håndholdte indstilling. Et godt eksempel på et sammenspil mellem punkt 3 og 4.

Det er vigtigt at forstå, at "art tv" kun i mindre grad benytter sig af art filmens æstetik, og at ikke alle nye serier nødvendigvis benytter sig af ovenstående. Vi ser altså kun små men utrolig effektfulde eksempler i nogle af serierne. En serie der kun benytter sig af art filmens æstetik ville nok blive for stor en udfordring for den almindelige seer.

Men ønsker du selv at prøve kræfter med nogle af art tv'ets 4 filmiske virkemidler i din næste elevproduktion, så synes opskriften at være lige for. God fornøjelse.